LÆSØs kulturarv er kommet på UNESCOs tentativliste. Nu skriver Læsø på den endelige ansøgning om at blive anerkendt som VERDENSARV – med sin enestående fortælling om en ung ø, med en historie hvor udfordringer har skiftet hastigt – og hvor befolkningen har haft enestående evne til at omstille sig til nye vilkår. Den oprindelige befolkning blev “importeret” for at syde salt, et dyrebart mineral. Belønningen var at de fik status af frie bønder og selv måtte sælge salt, når kirken havde fået sin del. De blev rige, alt i mens skoven blev fældet for at syde salt.. De blev så rige at de kunne bygge flotte tanghuse og købe skuder som de drev handel med i Norden.

I 1650 forsvandt de sidste træer i bålene under sydepanderne. En frygtelig sandstorm tog magten og dækkede hele den østlige del af øen med et metertykt sandlag – og alt det gode landbrugsjord måtte opgives. Mændene drog på havet og efterlod kvinderne med ansvaret for husholdning, børn, landbrug og husbyggeri. Med en datering kort herefter – i 1720 finder vi de første huse med tangtage med bundne vaskere, hvor tang er kartet og snoet – som man ville lave en uldsnor. Man lærte sig at bygge tangtage af ålegræs, af vaskere som var vredet og bundet fast, så tagene kan nu kunne holde i mange hundrede år. Det var nok et byggeri “af nød” – men hvilket resultat! I mangel på strå og træ lærte man sig at anvende ålegræs, der efter blæst flyder ind på strandene som et enestående tagbyggemateriale. SE MERE HER. Denne fortælling om innovationsevne og omstillingsevne på Læsø kan nu ses fysisk i tanghusene og sydetomterne, som en erindring om den unikke kulturhistorie.