LÆSØs kulturarv er kommet på UNESCOs tentativliste. Nu skriver Læsø på den endelige ansøgning om at blive anerkendt som VERDENSARV – med sin enestående fortælling om en ung ø, med en historie hvor udfordringer har skiftet hastigt – og hvor befolkningen har haft enestående evne til at omstille sig til nye vilkår.

Den oprindelige befolkning var “bønder”, som på kirkens opfordring flyttede til Læsø for at syde salt, et dyrebart mineral. Belønningen var, at de fik status som “frie bønder” og selv måtte sælge salt, når kirken havde fået sin del. De blev rige i perioden op til 1650 , alt i mens skoven der havde dækket Læsø blev fældet for at syde salt.. Bønderne blev så velhavende, at de købe skuder som de drev tømmerhandel med i Norden. I perioden op til ca. 1700 byggede store kraftige og harmoniske tanghuse, først af tømmer fra Læsø, senere af importeret tømmer fra Norge.

I 1650 forsvandt de sidste træer i bålene under sydepanderne. En frygtelig sandstorm tog magten og dækkede hele den østlige del af øen med et metertykt sandlag – og driften af den gode landbrugsjord måtte opgives. Mange mænd blev udskrevet til Kongens flåde og en del vendte ikke hjem. Mændene drog på havet og efterlod kvinderne med ansvaret for husholdning, børn, landbrug og husbyggeri. Et matriarkalsk samfund blev skabt. Kvindernes indflydelse på byggeriet er formenligt også baggrunden for indførelsen af en ny og meget mere holdbar tængemetode få år senere. I 1720 finder vi de første huse med tangtage med bundne vaskere, hvor tang er kartet og snoet – som man ville spinde en uldsnor. Man udviklede en ny byggeskik med metertykke tangtage af ålegræs, hvor den nederste del af taget består af vaskere som er snoet og vredet og bundet fast og de nederste lægter. Tidligere havde man viklet tang løst omkring nedstukne pinde, som ikke holdt længe. Nu fik man tangtage, som kunne holde i mange hundrede år, – helt op til i dag. Det var nok et byggeri “af ålegræs i mangel på traditionelle tagmaterialer, “i nød” – men hvilket resultat! I mangel på strå og træ lærte man sig at anvende ålegræs, et materiale der der efter blæst flyder ind på strandene som grønne bændler, som skal tørres mens de er friske. Som byggematerieale er det langtidsholdbart, isolererende, brandhæmmende og enkelt at udføre hvis man har hænder nok. SE MERE HER. Denne fortælling om innovationsevne og omstillingsevne på Læsø er stadig tilstede fysisk i tanghusene som er restaureret i perioden 2013-2024. Hvert tanghus med sine bygningstræk og karakteristika, som afspejler byggeperiodens økonomiske forhold, tilgængelige byggematerialer, tømmerets oprindelse, den stedlige tradition i udformning af vaskere. Også sydetomterne, hvoraf over 800 nu er kortlagt fortæller om den tidlige industrielle produktion af salt, som blev sat i system så flere bønder sammen drev en sydepande på den yderste kant af de lave strandenge. Efterhånden som Læsø voksede op af havet og strandkanten rykkede ud måtte sydehytterne flytte med i jagten på salt grundvand, som blev dannet ved solens udtørring af de strandenge som i vinteren blev oversvømmet af havvand. Denne saltproduktion gjorde Læsøboerne rige nok til at købe skuder, som de drev i et samarbejde mellem flere familier, og udbyttet blev ofte investereret i store skuder som et ekstra indtægtsgrundlag. En stor nedgravet skat Bogøgaardskatten er et vidne på denne rigdomsperiode. Den ubalancerede fældning af skoven førte til en sandflugt som medførte, at nu kunne man hverken syde salt eller dyrke landbrug på store dele af Læsø. En nærmest uoverskuelig situation, som LÆsøboerne med deres enestående omstillingsevne formåede at overvinde.

som en erindring om den unikke kulturhistorie.